Filiorum og Gentofte Kommune indgår banebrydende samarbejde

9. April 2018

Filiorum og Gentofte Kommune tager nu hul på et nyt kapitel i deres samarbejde. Ovenpå fire sæsoner, hvor Filiorum har præsenteret professionelt teater og teaterfestivaller for børn og unge i kommunen, ligger nu en dugfrisk aftale om at sprede livsbekræftende og underfundige læringsforløb med teater som omdrejningspunkt til skoler, dagtilbud, GFO’er og fritidscentre.

 

Fra sommerferien 2018 og to år frem vil ca. 2000 børn og unge i Gentofte få glæde af den nye aftale. Det er målet, at de skal se teater af høj kvalitet og deltage i undervisning, som gør forestillingerne til mere end en øjebliksoplevelse. Filiorum ønsker at skabe en både kropslig, intellektuel og kreativ bearbejdning af forestillingerne efter tæppefald. Det er børnenes og de unges etiske og æstetiske læring, der er i fokus.

 

Samarbejdet indeholder også kompetenceworkshops for lærere og pædagoger i kommunen. Workshops som har til formål at styrke lærerne og pædagogerne, når de sammen med børnene og de unge fremover arbejder med æstetiske læreprocesser.

 

Anne Hjorth, formand for Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget, siger: I Gentofte prioriterer vi børns møde med scenekunst højt, og derfor er jeg rigtig glad for det nye partnerskab. I kommunen kender vi Filiorum for et meget seriøst arbejde og for evnen til at skabe totaloplevelser og læring omkring en teaterforestilling. Det ser vi frem til at kunne tilbyde vores børn og unge.

 

Filiorums stifter og leder Clarissa Meister-Petersen siger om samarbejdet: Jeg er vildt glad for Filiorums kommende samarbejde med kommunen. Jeg tror, at vores fornemste opgave er at klæde vores børn og unge på, til den fremtid de skal forme. Det er min klare overbevisning, at den kreative læringsproces er lige så vigtig for børnene og de unge, som den akademiske. Jeg er så begejstret over, at Gentofte Kommune har lyst til at være foregangskommune på området. Klassisk dannelse rocks! 

 

 

Det er spændende, at Gentofte Kommunes børn og unge nu skal se og lære igennem teater. Det er Clarissa Meister-Petersen, stifter og leder af Filiorum og Torben Frølich, direktør for børn og skole, kultur, unge og fritid i Gentofte Kommune enige om. Foto: Martin Mydtskov