Teater med Kunstnerisk Laboratorium

- for dagtilbud

Dette forløb henvender sig til 2-5 årige børn og deres pædagoger i dagtilbud i Gentofte Kommune. Børnene bliver præsenteret for en fantastisk teaterforestilling, 'Jeg kan huske alting' af Teater My, og arbejder efterfølgende i det Kunstneriske Laboratorium, hvor de kreativt bearbejder forestillingens univers og deres oplevelse i teatersalen.

 

 

Aktiviteterne i det Kunstneriske Laboratorium er udviklet af Filiorum til 'Jeg kan huske alting' og det specifikke alderstrin. Med blyanter, piberensere, perler, sakse – og ikke mindst gennem nærvær og samvær - skaber børnene deres helt egne små ”kunstneriske eksperimenter” inspireret af forestillingen, som I kan tage med tilbage i institutionen.

 

Formålet med de kreative aktiviteter er at forlænge forestillingen ligesom børnenes selvgjorte værker gør læringen synlig hjemme i institutionen. Oplevelsen i teatersalen kan heri få lov at ”lagre sig” hos hvert enkelt barn og danne udgangspunkt for en snak om de ting eller emner fra forestillingen, som særligt har fanget børnene, og i 'Jeg kan huske alting' handler det netop om barnets hverdagsunivers kombineret med fantasi.

 

 

  • Teaterforestilling: Onsdag eller torsdag i uge 9 ser børn og pædagoger sammen forestillingen ”Jeg kan huske alting” af Teater My, ca. 30 minutter
  • Efter forestillingen åbner det Kunstneriske Laboratorium, ca. 30-45 minutter

 

 

Mette Roslev fra Teater My i 'Jeg kan huske alting'. Foto: André Andersen

 

Om 'Jeg kan huske alting'

”Jeg kan huske alting” af Teater My er en visuel og musikalsk forestilling om at huske dagen, der går på hæld. Fra børneværelsets sengekant kigger vi ud på verden. Ud gennem vinduet. På månen og på himlen fuld af stjerner. Vi får lov til at kigge med på alt det, som er sket i dag. Vi får lov til at opleve dagen igen. Og her begynder magien…

 

Fortællerstemmen er kravlet helt ind i barnet, og der er herfra hverdagslivets logik skildres. Lykken over ét stykke slik og tanken om at spise 18 bananer eller erindringen om en særlig dinosaurmonster-tegning blander sig med dagligdagsgøremål som at bage, at vaske op, at køre i bus eller tage på skovtur. Og der er her, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed flyder ud, at glæden og fantasien vokser ud af barnesindet.

 

Så enkelt og med det største i det mindste åbnes livet i al dets almindelighed. ”Når jeg tænker på min dag, kan jeg huske det hele. For jeg er mig, og inde i mit hoved findes alt det, som jeg har lavet i dag…”.