Scenekunst i Børnehaven

De yngre børn i børnehavealderen kan have stor glæde af et skræddersyet forløb tilpasset deres alderstrin – børn i alderen 4-5 år er fantastiske teatergængere, der er gode til at opleve og tage teatret ind. Med forløbet introduceres jeres børn til teatrets virkemidler og får åbnet sanserne for scenekunstens magi. 

 

 

En teaterpædagog kommer ud i børnehaven og forbereder børnene på den forestilling, de skal ind og se med lege og øvelser, der er relateret til forestillingens univers. Herefter ses den forestilling, som Filiorum har valgt til netop jer. Her bliver genkendelsen af de øvelser, der har været arbejdet med tydelige for børnene, der får en anden og større forståelse af teatrets udtryksform. Efterfølgende skaber teaterpædagogen en ramme for, at en refleksion over den netop sete forestilling og dens handlingsforløb kan finde sted – igen igennem sanselige legende øvelser, der er koblet til forestillingen, og giver børnene mulighed for at aktivere deres egen krop for således at forstå og fokusere på oplevelsen fra teatermørket. 

 

Når der er tid til at arbejde med teatrets særlige kendetegn, virkemidler og fortryllende univers bliver det at gå i teatret ikke en løsrevet begivenhed, som børnene hurtigt glemmer, men lagrer sig på en dybere måde – at se teater bliver en personlig hændelse, der bliver hos børnene. 

 

Kontakt Filiorum for mere information om, hvordan vi kan skræddersy et forløb særligt til jer.