Reach For Change

Filiorum hædret for innovativt socialt entreprenørskab

Efter et sejt og lærerigt udskillelsesforløb blev Filiorum i december 2015 udvalgt som en ud af blot syv danske organisationer til Reach for Changes inkubationsprogram – et udviklingsprogram skræddersyet til sociale iværksættere, der arbejder for at gøre en positiv forskel i børn og unges liv. Her får Filiorum nu sparring og kærkomne indspark fra kompetente hoveder inden for bæredygtig forretningsudvikling.   

 

Reach for Change er en global non-profit organisation med rødder i Sverige, der yder understøttende virksomhed for nyskabende projekter til gavn for vores unge verdensborgere – lige nu i 15 lande og på tre kontinenter. Udvælgelsen var kulminationen af kampagnen Game Changers, som Reach for Change har etableret i samarbejde med TV3 og Viasat, hvor en række innovative ildsjæle kæmpede om pladserne.

 

Det var Filiorums innovative læringskoncept Scenekunst på Skoleskemaet, hvor professionelle teaterforestillinger bliver integreret med undervisningsforløb skræddersyet til både elever, skoler og den nye folkeskolereform, som sikrede Filiorum pladsen og gav kvinden i front, Clarissa Meister-Petersen, den fornemme titel Change Leader. Med den og Reach for Change i ryggen knokler Filiorum nu stålsat videre med nye redskaber i værktøjskassen (og et par centimeter højere) for at nå målet om at gøre scenekunsten til et fast punkt på det danske skolepensum.