Filiorum udvalgt til prestigefyldt udviklingsprogram

2. december 2015

Filiorum og teatrets stifter og leder Clarissa Meister-Petersen gik hele vejen til finalen i kampagnen Game Changers, som Reach for Change har etableret i samarbejdet med TV3 og Viasat for at finde de bedste entrepreneurielle ildsjæle i Danmark med en god idé til at forbedre børns liv. 

 

Stifter og leder af Filiorum, Clarissa Meister-Petersen, er stolt over, at teatret blev udvalgt i kapløb med de mange andre ildsjæle, der gør en forskel for børn og unge i Danmark. 

 

“Jeg er glad for at Filiorum er med til at sætte det fantastiske professionelle teater for børn og unge, som vi har i Danmark endnu mere på landkortet. Jeg tror på formidling og på læring. Jeg tror på at lukke scenekunstrummet op – altid med respekt for kunsten – og både forberede og forlænge scenekunstoplevelsen ved at behandle den kropsligt såvel som intellektuelt,” siger Clarissa Meister-Petersen.  

 

 

Det var Filiorums innovative læringskoncept Scenekunst på Skoleskemaet, hvor professionelle teaterforestillinger bliver integreret med undervisningsforløb skræddersyet til eleverne og den enkelte skole, som overbeviste dommerne om, at pop-up-teatret hører til blandt de mest fornyende og perspektivrige projekter for børn og unge i Danmark. 

 

Med Scenekunst på Skoleskemaet hjælper Filiorum skolerne med at gøre kunst og kultur til mere end blot en oplevelse for eleverne ved at give dem de nødvendige redskaber til at arbejde med det, de oplever.

 

Tidens perfomancesamfund stiller krav til børn og unge, der skal evne at turde stille sig op foran hinanden og os andre. I mødet med scenekunsten bliver eleverne efterladt med en nysgerrighed på, hvad de selv rummer af potentiale, og hvordan de gør deres egen fortælling tilgængelig for andre.

 

Derfor har Filiorum som ambition at gøre Scenekunst på Skoleskemaet til en fast del af det danske skolepensum, der kan indgå direkte i klassens årsplaner og møde trinmålene og præsentere eleverne for det omgivende samfund, sådan som det er hensigten i folkeskolereformen.

 

Reach for Change blev lanceret i Sverige i 2010 og er aktive i 15 lande på tre kontinenter med  understøttende virksomhed for nyskabende projekter for børn og unge. Og nu er de altså også aktive i Hellerup med udnævnelsen af kommunens lokale pop-up-teater.