Livet er en forunderlig rejse

Nyhedsbrev

3. maj 2015

 

Det er heldigt, at vi skal dø

 

Ok, det lyder forkert; et teaterspillested for børn og unge, der siger, at det er heldigt, at vi skal dø?!

 

Men det tror vi altså, det er…

 

Lidt lig’som det er heldigt, at vi har så mørk og lang en vinter i Danmark. Ja, heldigt. Hvis der ikke var vinter, var der heller ikke forår, hvor solen begynder at varme, men luften stadig er frisk, og knopperne skyder, og sommeren, den længe ventede sommer, nu endelig med sikkerhed er på vej. Jeps, vi kan takke vinteren for foråret. Ligesom vi på en måde kan takke døden for livet. For hvis livets rejse ikke havde en ende, ville der slet ikke være noget at leve for: man kunne jo altid bare gøre alting senere. Og senere.

 

Livets rejse er helt sikkert for kort, når man rejser rigtigt.

 

 … men hvordan rejser man rigtigt i livet? Ja, det skal man jo lære – og gerne så tidligt som muligt.

 

Så til Filiorums Forårsteater er det en stor glæde at invitere alle børn, unge og deres voksne ud at rejse! Vi fejrer nemlig foråret med 3 forestillinger, der stiller skarpt på Rejsen; rejsen efter et navn, rejsen rundt om jorden og ikke mindst rejsen til Paradis (på jord).

 

Kom med!

 

Kærlig hilsen

 

Filiorum

 

 

 

 

 

Filiorum præsenterer...

Forårsteater

5. - 10. maj 2015

 

Filiorum inviterer til intime teateroplevelser i maj.

Traditionen tro forvandles Kulturskolernes rum og gård til et spirende forårsunivers, ligesom der efter forestillingerne er kunstnerisk laboratorium og café.

 

Kulturskolerne, Duntzfelts Allé 8, 2900 Hellerup

Billetpriser: voksen: 125 kr, barn: 55 kr

 

Se mere her

 

 

 

Den Isblå Sang

af Teateret Månegøgl (alder: 2-8 år) 5. og 6. maj - begge dage kl. 9.30 og 10.45

Varighed: 1 time (inkl. Kunstnerisk Laboratorium)

 

En grønlandsk inspireret forestilling, som handler om en lille drengs rejse for at finde sit navn. For at finde sit navn må drengen på en rejse over det store hvide land, møde sælen, der leder efter sin lille unge, mågen der ligger på æg i sin rede, og isbjørnen, der leder efter mad, og som er så sulten, at den er lige ved at....

 

I det kunstneriske laboratorium skaber vi glitrende isbjerge, der vejrer i vinden.

 

Køb billet

 

 

Verdensbilleder

af Madam Bach (alder: 0-6 år) 7. maj kl. 9.30 og 10.45 og 10. maj kl. 13 og 15

Varighed: 1 time (inkl Kunstnerisk Laboratorium)

 

En fascinerende og medrivende forestilling, der tager de mindste med på en sanserejse fra storbyens puls med hvinende metroer over kridhvide saltørkener til nordlys og slæder, der trækkes af hunde med snefnug på tungen.

 

I det kunstneriske laboratorium skaber vi fold-ud rejsekort med jordkloden og elementer fra forestillingen.

 

Køb billet

 

 

PARADIS

af De Røde Heste (alder: fra 8 år) 8. maj kl. 9.30 og 11 - 9. maj kl. 13 og 15

Varighed: 1 time og 15 min (inkl Kunstnerisk Laboratorium)

 

En humoristisk og livsbekræftende forestilling om en bedemand, som kan tale med de døde baseret på Kim Fupz Åkesons succesbog. Og igennem de overraskende og pudsige samtaler, han har med dem, får han langsomt øjnene op for, hvordan man når frem til Paradis - på jord.

 

I det kunstneriske laboratorium skaber vi pop-up paradis-kort med blomster, mennesker og huse.

 

Køb billet

 

 

 

 

Rotunden er Hellerups centrale indkøbssted, hvor man kan få alt hvad hjertet kan begære. Filiorum er stolte af, at Rotunden er vores sponsor, og sammen vil vi sørge for at kommunens børn og unge også får alt, hvad deres hjerter og hjerner kan begære af teateroplevelser, som kan fodre fantasien og skabe kreative og reflekterede små verdensborgere.

 

 

 

Filiorums citat

I Filiorum tror vi på, at fantasien er noget af det vigtigste at dyrke hos vores børn og unge – det er en værdi, der måske ikke kan tælles, men den tæller! Kunsten i alle dens afskygninger er med til at anspore fantasien og inspirationen. Når vi i Filiorum bruger så meget energi på at udvælge forestillinger og derefter bearbejde dem i det kunstneriske laboratorium, er det fordi vi tror på, at scenekunsten og barnets og den unges egne reflektioner over den efterfølgende er med til at udvikle og lagre oplevelserne hos barnet og den unge, så fantasien og dannelsen går hånd i hånd og udvikler sig sammen – det tror vi tæller!