“Scenekunst-workout” for elever i Gladsaxe

2. april 2015

Siden sidste uge er en gruppe af eleverne på GXU i Gladsaxe og Gladsaxe Gymnasium blevet en hel del klogere på, hvordan de kan afkode og forholde sig til den Reumertvindende forestilling "Kvinde kend din krop" af Mungo Park. Eleverne er nemlig lige nu midt i et forløb, hvor Filiorum og Mungo Park sammen sætter "Scenekunst på Skoleskemaet". Mungo Parks leder Martin Lyngbo - som tilfældigt mødte Filiorums leder Clarissa Meister-Petersen på en teaterkonference og straks blev fanget af hendes engagement for at formidle teater til børn og unge – fortæller om sine bevæggrunde for det nyetablerede samarbejde: "Filiorum placerer scenekunsten lige midt i skolerne og lige midt i børnenes bevidsthed. Det er jeg begejstret over, både som teaterchef, som instruktør og som far”.

 

 

Eleverne i Gladsaxe har således ikke bare set forestillingen, men er i en før-workshop også blevet forberedt på, hvad det var, de skulle ind og se. Og det at skulle engagere sig i en anden måde at lære på, en anden måde at forholde sig til hinanden på og en ny måde at stille sig op på, har gjort sit indtryk på eleverne. På før-workshoppen på GXU i Gladsaxe skulle eleverne nemlig en efter en præsentere sig for klassen ved at sige deres navn og modtage en klapsalve. Eleverne kunne næsten ikke have det, og i evalueringen efter workshoppen sagde de, at det havde været det mest grænseoverskridende, de havde oplevet længe: at sige sit navn foran velkendte ansigter og modtage en klapsalve – men pointen blev meget klar for dem: man bliver et anderledes publikum af at have stået foran et. At skulle sætte sig selv på spil med krop og sind – det er ikke hverdagskost for eleverne – og det er eksempelvis her, der er rigtig meget at vinde, når man med scenekunsten i hånden alligevel får dem med på "den værste".

 

Og workshoppen havde da også sat sit klare aftryk en lille uges tid efter, da både gymnasiet og GXU skulle ind og se selve forestillingen. Efter forestillingen spurgte Filiorum en af drengene fra 10. GXU, hvad han ville sige til andre, der skulle ind og se "Kvinde kend din krop": “Hvis I vil forstå stykket, skal I have før-workouten med også!” svarede han med overbevisning.

 

Efter påskeferien venter efter-workshoppen, hvor tematikker, virkemidler, sprog og andre elementer fra forestillingen tages under kærlig behandling i undervisningen. Vi glæder os helt umådeligt til at se, hvor langt scenekunsten kan tage eleverne – hver gang bliver vi bekræftet i, hvor meget teatret rent faktisk har at byde ind med i forhold til læringen, og vi bliver jo bare klogere og klogere med hvert forløb.

 

Læs Teateravisens omtale af Scenekunst på Skoleskemaet i Gladsaxe

 

Se Filiorums trailer og læs mere om Scenekunst på Skoleskemaet ved at klikke her

 

Hør interview med Filiorums stifter og leder Clarissa Meister-Petersen fra TV2 Lorry sidste år